Hvordan kan vi hjælpe og støtte de ældre og svage i samfundet.
Hvordan kan vi understøtte vores ældre borgere til at have et liv med værdi, trivsel og glæde.
Det er for mig nogle store og væsentlige spørgsmål, når vi taler seniorpolitik.
Der har i mange år været en tilgang til ældreområder, der har handlet om, at de skulle have en lille praktisk lejlighed, der er nem at passe. Men i dag står mange af disse ældreboliger tomme. De ældre vil simpelthen ikke bo der med risiko for at blive ensomme.
Vi skal understøtte at der bliver lavet flere bofællesskaber eller seniorfællesskaber. det kunne være i Hem, hvor man i år har lukket plejehjemmet. Bofællesskaberne skal ud over at være understøttet af kommunens ældrepleje også understøttes af lokale frivillige kræfter.
Men en ting er muligheden for et sted at bo. Der er også mange seniorer, der vælger at bo i eget hjem. De skal have mulighed for at tilgå et fællesskab i nærområderne. De aktiviteter, der skal være ved de lokale bofællesskaber, skal være en helt naturlig del af den pakke af muligheder, der skal være lokalt for at være en del af et fællesskab.
Vi har som borgere og som kommune en forpligtigelse til at hjælpe ældre borgere med at være en del af et fællessakb. Der er ifølge Ældre Sagen 55.000 ensomme ældre i Danmark. Det er alt for mange. (https://www.aeldresagen.dk/viden-og-raadgivning/helbred/ensomhed/gode-raad/derfor-har-vi-brug-for-faellesskaber
Jeg vil arbejde for, at vi går nogle andre veje, når vi skal snakke om ældreboliger eller seniorboliger. Vi skal arbejde for løsninger, hvor vores seniorer får mulighed for at flytte i bofællesskaber med egen bolig. Men en bolig der er en del af andre boliger, hvor der er indendørs og udendørs faciliteter, hvor man kan være sammen med andre. Disse seniorbofællesskaber skal understøttes af en velfungerende kommunale ældrepleje, der både kan være med til at lave fællesskabsfremmende aktiviteter og hjælpe med praktisk hjælp, hvor det er nødvendigt.