Skive Kommune har i mange år ligget i toppen af landet mht. at støtte idrætten. Det mener jeg fortsat, vi skal. Vi skal være en kommune, der er kendt for at støtte idrætten. Det kræver fortsatte fremsyndede anlægsinvesteringer, der giver optimale rammer for at borgere kan dyrke deres idræt og herigennem være en del af et fællesskab.
Skive Kommune skal understøtte motionsidræt såvel som eliteidræt, og vi skal være en kommune, der er kendt for et mangfoldigt tilbud af idrætsforeninger.
Idræt styrker fællesskaber om noget sundt. Men det er også vigtigt, at både børn, unge, ældre og gamle dyrker motion for at kunne leve et sundt, langt og aktivt liv. Idrætten kan altså være med til at øge sundheden hos borgere, og det er immervæk mere spændende at prioritere midler til at styrke foreningslivet som forebyggelse end at skulle bruge flere penge på behandling af syge borgere.